Dette site skal vises horisontalt. Drej derfor venligst din enhed.

Jette Søndergaard Bovbjerg
Jette Søndergaard Bovbjerg
Executive Assistant

Vidste du, at Vikans hovedaktionær støtter videnskabelig forskning i diabetes og cancer?


Da jeg i sin tid startede i Vikan, havde jeg ingen idé om, at en dansk producent af rengøringsrekvisitter og -løsninger, havde noget som helst at gøre med forskning i diabetes og cancer. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at vi som medarbejdere i Vikan eller som distributører og slutbrugere er med til at støtte forskning i diabetes og cancer, hvilket gør mig meget stolt!

Vikan blev grundlagt i 1898 og var familieejet frem til 1986. I 1988 blev Vikan opkøbt af Bay & Vissing, og Vikan blev indlemmet i Vissing Fonden. Jenny og Mogens Vissing var parret bag Vissing Fonden, som blev oprettet for at sikre Vikans fremtid. Den barske virkelighed var, at Jenny og Morgens selv havde både diabetes og cancer helt tæt inde på livet og ikke havde nogen børn til at overtage forretningen.

Det førte til, at parret stiftede Vissing Fonden, som i dag ejer aktiemajoriteten i Vikan A/S. Fonden er stadig aktiv og yder støtte til forskning i cancer og diabetes samt andre velgørende formål. Projekterne omfatter blandt andet forskning i sygdomsforebyggelse, diagnosticering og behandling i Danmark. Fonden har f.eks. ydet donationer til forskningsprojekter inden for prostatakræft og diabetes blandt teenagere.

Jeg er sikker på, at alle Vikans omkring 225 medarbejdere ligesom jeg er stolte af vores bidrag til videnskabelig forskning og velgørenhed til gavn for os alle sammen og vores omgivelser. Det vidner om en virksomhed, som tager sit sociale ansvar alvorligt og anser det for at være helt naturligt. Denne tilgang er dybt forankret i vores mentalitet og blandt medarbejderne i hele organisationen.

I løbet af min tid i Vikan har vi ydet støtte til forskellige velgørende projekter, herunder Danske Hospitalsklovne og Familier med kræftramte børn, som fokuserer på at hjælpe kræftramte børn og være vært for arrangementer, som kan få familiernes tanker væk fra sygdommen for en stund.

Vikans ansvarlige samfundssind kommer også til udtryk i andre velgørende sammenhænge. Senest har Vikan støttet velgørende projekter, som arbejder for at bekæmpe fattigdom og forbedre levestandarden i udviklingslande og udsatte områder. Bidragene omfatter både økonomisk støtte samt indsamling af tøj og produkter.

Vores velgørende aktiviteter er Vikans værdier (initiativ, samarbejde, troværdighed og engagement) omsat til handling, og jeg er overbevist om, at vi også fremover vil fortsætte med at bidrage på denne måde.

Hvis du vil vide mere om, hvad Vikans ejere støtter, kan du finde flere oplysninger på vores danske hjemmeside: www.vissingfonden.dk

 

0 kommentarer