Dette site skal vises horisontalt. Drej derfor venligst din enhed.

Vikan.com
Lotte Jensen
Lotte Jensen
Marketing Project Manager

Vikan, teknologien og menneskene

Dette blogindlæg indgår i en kort serie, der hylder Vikans 125 års fødselsdag. Vi har søgt i arkiverne for at finde historier, der belyser nogle af de vigtigste temaer og milepæle på vores hidtidige rejse. Dermed håber vi også at give indsigt i, hvem vi er som firma i dag.

”En arbejder må aldrig kun ses som værktøj”

Der er ingen tvivl om, at Vikans 125 års vækst – og virksomhedens aktuelle position som den globalt førende aktør på markedet – hænger nøje sammen med teknologien.

Vores grundlægger, A. P. Pedersen, havde ikke den store lyst til at følge i sine forfædres spor som landmand, men interesserede sig i stedet brændende for børstenbinderi og træarbejde, før han i 1898 stiftede det, der skulle udvikle sig til Vikan. Efter grundlæggelsen af virksomheden viser de historiske dokumenter, at han var hurtig til at tage nye fremstillingsteknikker og -idéer til sig, f.eks. arbejdede han tidligt med en høj grad af specialisering i produktionen og investerede i ny, motordrevet teknologi – det eldrevne bor – for at bore huller i de børstehoveder af træ, han fremstillede. Med dagens sprogbrug kunne man have kaldt A. P. Pedersen en ”first mover”.

Da A. P. Pedersens sønner, Carl Vilhelm og Gunnar, overtog ledelsen af Vikan i 1933, havde begge unge mænd tilbragt tid i Tyskland med at lære om de nyeste automatiseringsmaskiner, der lå bag virksomhedens vækst i 1930’erne. Ud over eneretten til brug af en maskine, der kunne fremstille 3.000 kosteskafter om dagen, investerede virksomheden store summer i maskiner, der automatiserede en stor del af arbejdet, fra industribor til særlige udluftningsanlæg.

For Vikan stod 1950’erne og 1960’erne i moderniseringens, ekspansionens og rationaliseringens tegn – via automatisering, hvor det var muligt. Denne periode kulminerede i starten af 1970’erne med overgangen til plastmaterialer og Vikans revolutionerende ”hvide serie” af hygiejniske børster, der gjorde Vikan til en betydelig eksportør af rengøringsrekvisitter.

Siden er de teknologiske fremskridt kun blevet flere, og Vikan har været banebrydende med nyskabende koncepter som farvekodning, rengøringsrekvisitter i hygiejnisk design, Ultra Safe Technology (UST) og avancerede onlinetjenester. Disse innovationer har ikke kun skabt fremskridt inden for hygiejnisk rengøring og vækst i virksomheden, men også lagt grunden til nye industristandarder og lovkrav.

Teknologien er ikke hele historien

Men uanset hvor vigtig teknologien har været, har den aldrig været hele historien bag Vikan. For menneskene har altid været lige så vigtige – og er det den dag i dag.

I sine erindringer, Liv og Arbejde, deler A. P. Pedersen følgende tanker om arbejdere hos Vikan og menneskelig arbejdskraft i al almindelighed:

"En arbejder må aldrig blot ses som et værktøj, som en maskine ... han skal som alle andre ses som en, der har sin egen vilje, som et menneske, der ikke kun har en krop, men også en sjæl. Han må derfor ikke holdes hen i uvidenhed om virksomhedens ordrebøger og leveringsfrister. Hvis han holdes orienteret om disse ting, føler han, at han deltager, at han har et ansvar. Han skal føle, at hvis han gør sit arbejde godt, så kommer han frem, og hvis han gør sit arbejde dårligt, så vil det stå i vejen for ham. Og han skal forstå, at han også selv har indflydelse på, om han kommer frem i verden eller ej."

Det er meget usædvanlige ord i forhold til den tid, A. P. Pedersen levede i og, ikke mindst, i forhold til den betydning, som teknologien – maskinerne – havde hos Vikan og i A. P. Pedersens tanker.

Men på en eller anden måde er vi ikke rigtigt overraskede.

Vikan har længe været førende inden for det, vi nu kalder ”human resources” – fra vores banebrydende etablering af et sundhedsprogram i virksomheden helt tilbage i 1912 til vores ”Personaleforening” og andre tiltag i dag. En interessant ting ved Vikans medarbejdere er, at de aldrig har været bange for teknologien – heller ikke automatiseringsteknologien – der har været så vigtig for vores succes. For når mennesker føler, at de har indflydelse, som vores medarbejdere gør, ser de teknologien som et middel til at opnå større succes og trivsel i arbejdet.

Hvis du vil vide, hvad Vikans medarbejdere tænker om deres arbejde, er det bedste naturligvis at høre dem selv fortælle – som du kan gøre i disse online videointerviews.