Dette site skal vises horisontalt. Drej derfor venligst din enhed.

Vikan.com
Debra Smith
Debra Smith
Global Hygiene Specialist

Manuel rengøring har aldrig været vigtigere

Gode råd til hoteller, restauranter og cateringfirmaer (HoReCa) om hygiejneforanstaltninger inden genåbning.

Hoteller, restauranter og cateringfirmaer (HoReCa) er nogle af dem, der har været hårdest ramt af den globale Covid-19-pandemi. Mange er blevet tvunget til at lukke og afventer nu yderligere information om, hvornår og hvordan de kan genåbne. Når det endelig sker, er der mange ting, der skal tages stilling til, herunder hvordan man kan sikre, at faciliteter, som ikke har været i brug i al den tid, kan gøres sikre og hygiejniske inden genåbningen.

Hvorfor rengøre før genåbning?

Uanset hvor omhyggelig du har været med lukningen af dit HoReCa-sted, f.eks. i form af rengøring og desinfektion af udstyr og overflader, etablering af passende programmer for skadedyrsbekæmpelse, fjernelse af fordærvelige fødevarer, ingredienser og affald osv., vil det stadig være en udfordring at opretholde en god hygiejne under nedlukningen. 

Juridisk set har du et ansvar for at sikre, at hygiejnen i din bygning, af dine produkter og dine tjenester ikke udgør en sikkerhedsrisiko. Du har også et ansvar for at garantere fødevaresikkerheden og hygiejnen for de fødevarer og drikkevarer, du tilbyder. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 og nr. 852/2004 vedrører fødevaresikkerhed og hygiejne, og nr. 1169/2011 vedrører allergenstyring. I henhold til alle disse forordninger er det strafbart at sælge fødevarer, der er uegnede til menneskeføde eller ikke sikre at indtage. Fødevarer kan være uegnede til menneskeføde, hvis de er kontamineret med patogene bakterier, ikke-deklarerede allergener eller fremmedlegemer (herunder skadedyr). Minimering af risici for fødevaresikkerheden som følge af disse farer bør allerede være en del af dit system til forvaltning af fødevaresikkerheden (egenkontrolprogram). Derudover foreskriver f.eks. de britiske myndigheder i forhold til Covid-19-pandemien, at ”du skal foretage en grundig rengøring af udstyr og lokaler, hvor der håndteres fødevarer, før driften genoptages.” (https://www.food.gov.uk/business-guidance/adapting-restaurants-and-food-businesses-for-takeaway-and-food-delivery-during-covid-19).

Effektiv forberedelse inden rengøringen

  • Sørg for, at du har de rigtige rengøringsrekvisitter, kemikalier og personlige værnemidler til at foretage en grundig rengøring.
  • Rengør og desinficer alle eksisterende og nye rengøringsrekvisitter og personlige værnemidler før brug.
  • Sørg for, at personlige værnemidler, rengøringsrekvisitter, opbevaringsfaciliteter, kemikalier og kemiske doseringssystemer er velfungerende og ikke beskadigede, slidte eller forældede.
  • Gennemgå dit system til forvaltning af fødevaresikkerheden, dit farvekodningssystem og dine rengørings- og desinfektionsprocedurer.
  • Sørg for, at de involverede medarbejdere er uddannede til opgaven og kompetente.


Områder, der skal tages ekstra hensyn til i forbindelse med målrettet rengøring inden genåbning (ikke udtømmende):

  • Alle opbevaringsfaciliteter og alt produktionsudstyr til fødevarer og drikkevarer, fra råvarer til service/emballering/levering.
  • Alle overflader, der er i kontakt med fødevarer – åbne og lukkede og i hjørner og kroge.
  • Alle sanitære installationer: vaske, brusere, bade, bideter, toiletter, afløb og nedløb.
  • Alle tekstiler: servietter, duge, sengelinned. Alle bløde møbler: sofaer, madrasser, tæpper og gardiner.
  • Alle hårde overflader: borde, stole, gulve, vægge, lofter, lysarmaturer, rørføringer, stænger, kabelbakker.
  • Alt service: bestik, tallerkener, glas, kopper, salt og peberbeholdere, servietholdere.
  • Alle fritidsfaciliteter: barer, fitnessrum, swimmingpools (koncentrationen af desinfektionsmiddel i vandet skal holdes på et effektivt niveau), saunaer, spaområder.
  • Al beskyttelsesbeklædning: genanvendelige overalls, forklæder, handsker, sikkerhedsfodtøj.
  • Alle servicekøretøjer.

Før faciliteterne genåbnes, skal det også sikres, at klimaanlæg, sanitære systemer, vandsystemer, vaske- og opvaskesystemer, håndvaske og tørringsfaciliteter er hygiejniske og fungerer korrekt.

Rengøring af åbne overflader

Støv og snavs ophobes på alle udsatte overflader. Kontaminering kan omfatte døde insekter og ekskrementer fra skadedyr, som begge udgør en mikrobiel risiko og fare for kontaminering med fremmedlegemer. Forureningen er nem at fjerne ved hjælp af børstning, tørafstøvning eller fugtig aftørring med klude, herunder mikrofiberklude, og støvsugning. Genstridigt snavs kan fjernes ved at skrabe eller børste (tørrengøring) eller skrubbe og skylle (vådrengøring). Overflader skal desinficeres efter behov efter rengøring.

Dybderengøring og desinfektion 

Kontaminering sidder ikke kun på åbne overflader. Snavs kan ophobes i fordybninger på udstyr, inventar og installationer, og hvis det får lov til at sidde i længere tid, kan områderne blive en grobund for mikrober og skadedyr samt en betydelig kilde til forurening, når udstyret tages i brug igen. For at minimere denne risiko anbefaler Vikan, at alt udstyr, der er i kontakt med fødevarer, og alle sanitære installationer så vidt muligt skilles ad, rengøres i dybden og desinficeres grundigt, inden de tages i brug igen. Udstyrsdele kan rengøres med børstning; tørafstøvning eller fugtig aftørring med klude, herunder mikrofiberklude, og støvsugning. Genstridigt snavs kan fjernes ved at skrabe eller børste (tørrengøring) eller ved at sætte i blød, skrubbe og skylle (vådrengøring). Alle komponenter skal desinficeres efter behov efter rengøring.

Efter rengøringen

  • Rengør og desinficer genanvendelige rengøringsrekvisitter og personlige værnemidler.
  • Opbevar udstyret korrekt, f.eks. på Shadow Boards eller ophæng.
  • I forbindelse med genåbningen skal alle de sædvanlige rengørings- og desinfektionspraksisser genoptages og udvides med yderligere foranstaltninger for at beskytte mod overførsel af Covid-19.

Yderligere ressourcer

Vikan tilbyder et bredt udvalg af rengøringsrekvisitter, der er ideelle til både klargøring og regelmæssige rengøringsaktiviteter www.vikan.com. Læs mere om, hvordan du rengør din virksomhed effektivt, på https://www.food.gov.uk/business-guidance/cleaning-effectively-in-your-business

Vikan har også forskellige materialer, som kan downloades online fra vores Knowledge Centre på https://www.vikan.com/dk/videncenter/downloadcenter/, herunder gode råd om rengøring og desinfektion til at holde Covid-19 under kontrol.